regnvejrtop

Regnvejr er ingen hindring for en hyggelig weekend. Fyn for børn guider til weekendens aktiviteter for børn på Fyn – af den slags, hvor man ikke behøver at have gummistøvler på

Se på (udstoppede) dyr og børnekunst
Lørdag kl. 14 åbner udstillingen “Pip i låget” på Naturama i Svendborg. En udstilling, hvor mere end 1000 børn fra Svendborg Kommunes skoler og børnehaver har lavet kunst med udgangspunkt i museets udstilling om regnskoven. Der er naturligvis også mulighed for at få en lærerig oplevelse for de lidt større børn. Her er naturformidling med lyd, lys, knogler og udstoppede dyr. Det er ret dyrt at komme ind, så sæt god tid af til besøget – også til at holde pauser og fordøje indtrykkene. Der er cafe på museet, og man kan kombinere udflugten med en tur på Svendborg Bibliotek, som ligger 5 minutters gang fra Naturama. De har en fin afdeling for børn. Naturama har åbent kl. 10-16 både lørdag og søndag. Biblioteket har åbent lørdag kl. 10-14.
Læs mere om udstillingen og om  Fyn for børns oplevelse af Naturama

Gå i teatret
På Nørregaards Teater i Odense spiller de denne weekend “Med plaster på knæet”, der er målrettet de 2-6-årige. En poetisk forestilling om det der med at slå sig – helt konkret og i livet. Teateravisen kaldte “Med plaster på knæet” for en “Dannelsesrejse for blebørn og børnehavepoder”, men gjorde i deres anmeldelse også opmærksom på, at teksterne kan virke en smule avancerede for de allermindste, så måske skal man ikke regne med, at den 2-årige fanger det hele. Forestillingen varer 35 minutter og spiller kl. 11 og 13 lørdag den 9. april.
Læs mere om forestillingen og bestil billetter

Tag på biblioteket
Der er mange fine børneafdelinger rundt om på de fynske biblioteker. F.eks. er børnebiblioteket på Kulturøen i Middelfart et skønt sted med fin udsigt. Nogle steder er der læsehuler og sækkestole, som indbyder til en stille halv time med højtlæsning. Andre børnebiblioteker har tegneborde med karton og papir. Det er lunt, gratis og hyggeligt.Men hvilke bøger skal vi så låne?
Fyn for børn har samlet børnebibliotekarens bedste tips til en god læseoplevelse for børn i alle aldre

PS: Skulle solen titte frem, er der sildefestival for hele familien på havnen i Odense på lørdag kl. 12. Det er arrangeret af Odense Sportsfiskerklub

PPS: Og hvis det klarer op på søndag, er der forårspløjning i Den Fynske Landsby