Tidsrummet

Der er børneteater i Svendborg. Fyn for børn fik lov at kigge ind dagen før premieren og se de sidste prøver. Læs vores indtryk, og bliv fristet til at se forestillingen

Lørdag må man gøre, lige hvad man vil! Sådan udbryder den ene af skuespillerne i forestillingen ”Tidsrummet”, som spiller på BaggårdTeatret i Svendborg. Lørdag må man slappe af. Holde fødselsdagsfest. Nyde livet. Søndag gør man rent. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag. Sekunder og minutter. Godmorgen og godaften. Er det nu? Eller skal vi vente?

Tidsrummet

Forestillingen handler om tid. Fritid, arbejdstid, ventetid, min tid, din tid. Det lyder meget abstrakt, men i virkeligheden forstår man godt, hvad det handler om – hvad enten man er 3 eller 63 år. De to skuespillere er søde, sjove, drillende og dejligt afslappede. Publikum sidder på gulvet i en ring omkring scenen, og det fungerer rigtigt fint, at forestillingen ikke er ophøjet på en scene.

Tidsrummet

I forestillingen indgår diskokugle, glimtende konfetti og æsker med overraskelser. Der er masser af ure. Bornholmerure og æggeure. Ure, der tikker og ure, der går i stå. Og så er der tidsbiller, som spiser armbåndsure. De mindste børn forstår noget. De ældre noget andet. Og voksne noget tredje, når de ser ”Tidsrummet”. Forestillingen får os til at tænke over, hvad vi bruger vores tid på. Hvad vi reserverer vores tid til. For hvorfor er det egentlig kun lørdag, man må gøre, hvad man vil?

Tænk over det – og tag en tur i BaggårdTeatret.

 

 

Forestillingen spiller 9.-14. september. Læs mere og bestil billetter til “Tidsrummet”

(Foto: PR/Ard Jungsma)