IMG_8568

Børnebiblioteket i KulturØen har en af Fyns bedste udsigter: Der er kig til broer, vand, skibe og måger gennem de store panoramavinduer. I indretningen af børnebiblioteket er der tænkt på både børn og voksne, så forældre og bedsteforældre kan sidde ned i bløde stole med en avis og nyde udsigten, mens børnene leger og bladrer i bøger.

Der er udklædningstøj, bassin med legoklodser, dejlige tegneborde og lounge-møbler, som indbyder til at blive hængende. Biblioteket afholder af og til kreative workshops, så tjek hjemmesiden for aktiviteter for børn. Den dag vi kiggede forbi, var klippe-klistre-bordet aldeles velbesøgt. I salen over børnebiblioteket afholdes koncerter, teater og andre aktiviteter for børn.

LÆS OGSÅ: BEDST FOR BØRN I MIDDELFART

Bøger, tegneserier og film frister fra reoler og kasser allevegne, og det er svært ikke at blive fanget ind af flotte forsider. Til de allermindste børn, som hverken har lært at læse og er for små til at tegne, er der en babyseng/kravlegård med uro, så mor og far kan lægge den mindste et øjeblik, mens man læser eller tegner med ældre søskende.

Biblioteket ligger i kulturhuset KulturØen, der også rummer biograf og café. Vi testede kaffen i cafeen, men var ikke imponerede over andet end udsigten. Området omkring KulturØen er også dejligt for børn og voksne med vand og både, og man kan sagtens få en halv dag til at gå med oplevelser ude og inde.

Når man alligevel er i Middelfart, kan man også tage et smut ud på Hindsgavl-halvøen, hvor der er en skøn naturlegeplads, Naturcenter Hindsgavl og Søbadet.

Pris: Gratis.
Mad og drikke: Der er en café i huset. Fantastisk udsigt, men temmelig høje priser, så overvej at tage madpakken med og sidde udenfor med udsigt til havnen.
Toiletter: Ja. Med pusleplads i stueetagen.
Transport: KulturØen ligger fem minutters gang fra stationen. Det tager ca. 40 minutter at køre i bil fra Odense.
Adresse: Havnegade 6, 5500 Middelfart
Læs mere om Middelfart Bibliotek