Omtaler_skabelon_730x400

Børn, der elsker at klæde sig ud, lege købmand i små boder eller tegne og male, elsker Fyrtøjet. De fine kostumer (Man kan være alt fra ballerina til rotte). Kulisserne, der indbyder til leg, atelieret med papir og farver, og hele stemningen i huset. Personalet er flinke, musikken og det skiftende lys spiller sammen og giver oplevelsen af eventyr.

Lige meget om man er to eller ti år, er stedet velegnet, og bedsteforældre vil også elske et besøg i Fyrtøjet. Se på forhånd, om der er fortælle-arrangementer på den lille scene eller krea-workshops i atelieret.

Entréprisen er ret høj, så planlæg et længere besøg og brug evt. billetten til at få rabat på et af de omkringliggende museer.

Pris: Det koster 80 kroner udenfor ferierne og 95 kroner i ferierne for alle gæster, så snart de er fyldt 3 år. Et årskort koster 250 kroner. Planlægger I på flere besøg på forskellige museer i Odense, kan det godt betale sig med et årskort til Odense Bys Museer. Så er der fri entre for en person + ledsager til f.eks. Fyrtøjet, Den Fynske Landsby og Møntergården.

Åbningstider: Tjek hjemmesiden

Mad og drikke: Man kan spise madpakker i garderoben i kælderen. Umiddelbart ved siden af Fyrtøjet ligger Café Fyrtøjet, der har åbent i weekender og ferier. En meget jævn oplevelse. Mest for virkelig kaffetrængende turister. Gå i stedet i Overgade-kvarteret og find en café, f.eks. Themsens Fristelser (god frokost) eller Nelle’s (god stemning og kakao).

Toiletter: Ja, med puslebord.

Transport: Ligger i gåafstand (ca. 10 minutter) fra Odense Banegårdscenter. Tager i bilen, skal I sætte jer ind i ensretninger og parkeringsforhold i forvejen, for lige nu er hele kvarteret omkring Fyrtøjet ændret, pga. Thomas B. Thrige-projektet. Er I optimister og ihærdige, kan det dog lade sig gøre at få en parkeringsplads ganske tæt på.

Adresse: Møntestræde 1, 5000 Odense C