PYNT

Nåede i at klippe gækkebreve? Ellers får I chancen nu. I ferien er der flere steder på Fyn påskeaktiviteter for børn, hvor man kan kreere påskepynt og gækkebreve

Børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense har et atelier, der er fyldt af alverdens papir og karton, skabeloner og kreative sjæle, som gerne vil hjælpe. Hver dag i påskeferien – fra den 18.-28. marts – inviterer man indenfor fra kl. 10-17.
Læs mere om påske i Børnekulturhuset Fyrtøjet 

Borgmestergården i Nyborg inviterer den 21.-23. marts fra kl. 11-15 til at klippe påskepynt, dekorere æg og skrive fjollevers. Man kan også høre om drager i middelalderen og lave drageæg – af chokolade.
Læs mere om påske på Borgmestergården

Søbygaard på Ærø holder påske for børn den 21.-22. marts kl. 11-14, hvor man kan klippe gækkebreve i selskab med en vejleder.
Læs mere om påskeaktiviteterne for børn på Søbygaard

Svendborg Bibliotek stiller den 21. og 22. marts kl. 13-16 sakse, papir og  folk, der er dygtige til at vejlede i kunsten at klippe et gækkebrev til rådighed. Klipper du det flotteste, er der tilmed mulighed for at vinde et påskeæg. Biblioteket samarbejder med SOS-Børnebyerne om påskehyggen.  Gratis og uden tilmelding.
Læs mere om gækkebrevskonkurrencen på Svendborg Bibliotek

LÆS OGSÅ: SÅDAN LAVER DU ET FLOT GÆKKEBREV

Kort om gækkebreve:

Det første danske gækkebrev er fra 1770. Ifølge en undersøgelse, som Gallup foretog for Post Danmark i 2013, fremhæver næsten hver tredje dansker gækkebrevet som deres foretrukne påsketradition. Til sammenligning er det kun 20 procent, der forbinder påsken med at male påskeæg og spise lam, og kun ni procent forbinder den med at gå i kirke.

Når det gælder gækkebrevs-reglerne er de simple: Man har tre forsøg til at gætte afsenderen. Lykkedes det ikke inden påskesøndag, skal man give et påskeæg. Ifølge Gallup-undersøgelsen har knap tre ud af fire ladet som om, de ikke har kunnet gætte afsenderen for at kunne komme til at give et påskeæg.