havnekultur

Det er gratis. Der er musik, nycirkus og aktiviteter for børn på vand og land, når Odense Havnekulturfestival ruller 27.-29. maj

 

Slå et smut forbi Odense Havn i weekenden, hvor der vil være masser af oplevelser for børn. I legezonen kan man f.eks. prøve hoppeland, se brandbiler, lave smykker i smykkeværkstedet, blive malet i ansigtet, teste eventyrbanen og klappe en krabbe.

I området Gydas Have kan I lørdag og søndag formiddag opleve Teater Gydas skønne teaterforestilling ”Babusjka”, som de mindste vil elske.

Søndag spiller Onkel Reje fra Ramasjang op kl. 12, og I kan hele weekenden se streetdance, møde klovne eller opleve trylleri, når der er gadeoptræden på pladsen.

TinCanCompany laver i samarbejde med Akademiet For Moderne Cirkus en nycirkus happening, og på Byens Ø er der skate, parkour og andre street-aktiviteter.

Havnefestivalen ligger jo i sagens natur ved vandet, og hele weekenden vil der være mulighed for at prøve skægge vandaktiviteter. Man kan f.eks. sejle i kajak eller dragebåd, padle på Stand Upp Paddle board eller gå en tur på vandet i en Water Ball.

Odense vil være en grøn storby, og byens grønne foreninger møder også op og præsenterer deres arbejde. Samtidig er der smagsprøver, og der vil være kunsthåndværkere, som viser deres arbejde frem.

Det er 11. gang Odense Havnekulturfestival afvikles, og i år breder festivalen sig over et endnu større område. Lad jer inspirere til at udforske hele havneområdet i Havnekulturfestivalens store onlineprogram, som I finder her.